8 tips til at undgå punkteringer på cykel

Der findes få ting, der er mere irriterende end at punktere på cykel. Især hvis man ikke har et lappesæt med, eller skal nå på arbejde. Heldigvis er det muligt at undgå mange punkteringer, med simple vaner og det rigtige udstyr.
I denne artikel får du 8 tips til at undgå punkteringer på cykel, som du nemt kan implementere allerede i dag.
Hvorfor punkterer cykler?
Som de fleste nok allerede ved, opstår punkteringer typisk når et skarpt objekt, som et glasskår, søm eller en sten, trænger gennem selve dækket og punkterer slangen.
Men forkert lufttryk, slidte dæk og hård kørsel mod kantstenen kan faktisk også være årsagen til et fladt cykeldæk. Det kommer vi mere ind på i resten af artiklen.
8 konkrete tips til færre punkteringer
1. Invester i kvalitetsdæk

Billige dæk bliver typisk nemmere slidt og har mindre punkteringsbeskyttelse, hvilket gør dem mere sårbare overfor skarpe genstande på vejen.
Derfor kan det ofte betale sig at investere i et dæk fra et anerkendt mærke som fx Schwalbe, Maxxis eller Continental, der har dæk til forskellige køreforhold og prisklasser. Typisk kan du også finde dækkets punkteringsresistens på emballagen eller produktsiden.
2. Vælg dæk der passer til dine køreforhold

Der findes mange forskellige typer cykeldæk, der er designet til hver deres formål. Det er faktisk lidt af en videnskab i sig selv, så i denne artikel rører vi bare lige overfladen.
Et tyndt og glat dæk er perfekt til asfalt i tørt vejr, men mangler greb og punkterer nemmere i vådt vejr, skoven eller på grus. Et bredere dæk med mere mønster giver et langt bedre greb på ujævnt underlag og punkterer mindre, men til gengæld vil det typisk være langsommere på asfalt.
Tænk derfor over hvilke forhold du faktisk cykler i og vælg dine dæk herefter. Du kan også skifte mellem to typer dæk, så du kan vælge mellem maksimal fart eller mere greb afhængig af vejret og sæsonen.
Hvis du går skridtet ekstra, kan du også få “punkteringsfri” dæk der har ekstra beskyttelse indbygget. De er dog i virkeligheden mere punkteringsresistente, da punkteringer stadig kan ske i ekstreme tilfælde. De sker dog væsentligt sjældnere.
Er du i tvivl om hvilket dæk der passer til din cykel og dine køreforhold, så spørg din lokale cykelbutik eller smed. De kan hurtigt guide dig i den rigtige retning.
3. Kør ikke på grus i regnvejr

Hvis du cykler meget, har du måske lagt mærke til, at punkteringer typisk sker i eller efter regnvejr. Det er der faktisk en god forklaring på. I artiklen hvorfor punkterer cykler altid i regnvejr giver DMI disse årsager som forklaring på fænomenet:
- Regnen skyller grus ud på vejen
- Regnen vender småsten rundt med den skarpe side opad
- Småsten klistrer til et vådt dæk
- Regnen gør det nemmere for sten at arbejde sig ind i dækket
Man skal selvfølgelig ikke stoppe med at cykle fordi det regner, men overvej at køre uden om grustier eller grus på vejen hvis du vil undgå at punktere.
4. Undgå kantsten og huller i vejen
Et hårdt slag mod en kantsten eller dybe huller i vejen kan give det der kaldes en “snake bite” punktering. Det sker når slangen bliver klemt hårdt mellem dækket og fælgen, hvilket laver to små huller i slangen der minder om et slangbid.
Hold dig derfor fra kantsten og kør uden om huller i vejen når det er muligt. Det skåner ikke kun dine dæk og slanger, men også fælgene.
Hvis du skal køre over en kantsten eller et hul, så gør det i langsomt tempo. På den måde bliver stødet mindre voldsomt, og du mindsker sandsynligheden for denne type punktering.
5. Tjek dine dæk regelmæssigt
Brug et par minutter på at inspicere dækkene regelmæssigt eller efter hver tur. Glasskår og skarpe sten kan nemlig sidde fast i gummiet uden at dækket er punkteret, og med tiden kan de trække længere ind og lave hul på slangen, hvis du ikke fjerner dem.
Brug en pincet til at fjerne skarpe objekter i dækket. Det er væsentligt nemmere og giver et bedre greb i objektet, og så er du samtidig sikker på ikke at skære dig selv.
6. Undgå for lavt dæktryk

Når et dæk har for lavt tryk, bliver gummiet mere blødt, hvilket gør det nemmere for skarpe genstande at trænge igennem. Samtidig øger det risikoen for en “snake bite” punktering ved et voldsomt stød.
Derfor er det en god idé at tjekke lufttrykket i dine dæk engang imellem. Luft siver nemlig langsomt ud af dækket over tid. Det anbefalede tryk står typisk på siden af dækket i PSI eller bar. Husk dog at det kun er en anbefaling. Nogle vælger at køre med et lavere tryk, fordi det er mere komfortabelt eller giver mere greb.
Du kan også overveje at investere i en cykelpumpe der kan måle trykket. På den måde kan du altid måle lufttrykket i dine dæk.
7. Skift slidte dæk
Hvis du punkterer ofte, skyldes det måske at dine dæk er slidt ned. Et slidt dæk har langt nemmere ved at punktere. Når mønsteret på dækket er ved at forsvinde, er det ikke længere i stand til at holde skarpe genstande ude.
Derfor er det faktisk også smartest at skifte dækket et godt stykke tid før mønsteret forsvinder. Det er væsentligt nemmere og sjovere end at skulle stå og lappe det ene hul efter det andet på vej til arbejde.
8. Gå tubeless
Tubeless dæk har ingen slange og er fyldt med tætningsvæske der øjeblikkeligt lukker små punkteringer. Det er den mest effektive løsning mod punktering, men kræver lidt mere opsætning og er primært relevant for mountainbikere og entusiaster.
HUSK: Tjek om dine hjul er “tubeless ready” inden du går i gang. Ikke alle fælge er kompatible. Det nemmeste er at kigge på siden af fælgen, hvor der gerne skulle stå en forkortelse som TR eller lignende. Du kan også google navnet på dit fælg efterfulgt af “tubeless ready” og med stor sandsynlighed finde svaret hurtigt.
Hvis du alligevel skulle punktere
Selv om du er meget forsigtig, kan du stadig være uheldig og alligevel få en punktering. Det er næsten sikkert at det kommer til at ske på et eller andet tidspunkt. Derfor er det altid en god idé at have et lille lappesæt med.
Her er hvad du bør have med:
- Reserveslange – den hurtigste løsning er at skifte slangen helt ud fremfor at lappe den på stedet. Det er hurtigt, og de koster ikke meget.
- Dækjern – til at få dækket af fælgen
- Lille pumpe – så du kan pumpe dækket op igen
- Lapper og lim – som backup, hvis du fx skulle punktere igen
Hvis du ikke ved hvordan man skifter en slange, så find en guide på YouTube. Det er nemmere end de fleste tror og tager ikke lang tid når man har gjort det et par gange.

